Køkken på 6 m²

Da køkkenet, forud for sammenlægningen, var placeret med elementer op mod den væg, hvor der skulle etableres døråbning, var det nødvendigt først at flytte om på det. 

Det eksisterende køkken var et kvalitetskøkken fra HTH, så det var det ingen sag at afmontere og flytte elementerne over i et L-form på væggen under vinduet og på den modsatte væg. 

Samtidig benyttede jeg muligheden for at supplere med nogle ekstra hjørneelementer, for at udnytte skabsplads bedst muligt.

Et tip ved montering af sokkel er, at skrue en liste eller bræt fast på gulvet lige bag den forreste sokkelplade. Så undgår man, at den med tiden kommer til at bue ind, efter uheld hvor man kommer til at sparke på soklen.

Den nye bordplade fik jeg skåret hos Silvan. Medarbejderen i savværket havde forstået min tegning med det samme, og de savede plader, med det lidt specielle ekstra stykke bordplade i vinduespartiet, passede på millimeter. 

Ved de samlinger i bordpladen, hvor der ikke er direkte understøtning, er det vigtigt at få skruet hulplader fast på undersiden hen over samlingerne.

Inden man planlægger en anden placering af køkkenvask skal man være opmærksom på, at afløbsrøret have et fald på mindst 2%. Dvs. at for hver meter skal afløbsrøret have et fald på 2 cm. Så kontroller lige at det kan lade sig gøre. Der gælder andre krav til hoved faldstammen.

Monterer man en emhætte med aftræksrør, så undlad at bruge flexslanger da der er alt for stor luftmodstand i dem. 

Brug i stedet plastik- eller metalrør, og hav så få bøjninger som muligt. Sørg endelig også for at vandrette rør har et lille smule fald væk fra emhætten, så evt. kondensvand der dannes i røret løber væk fra emhætten.

Det færdige resultat ser yderst tilfredsstillende ud. 

Da køkkenarealet ikke kan måle sig med de store køkkener man ser i TV-reklamerne, er pladsen udnyttet optimalt, blandt andet med et ekstra opbevaringsskab over køkkendøren.

I det nedlagte køkken til den anden side, er der nu en spiseplads.